Familien Ekstrands tur med SY Freya

Taget af Malte i White Bay på Jost Van Dyke. Besætning: Flemming Ekstrand. Dorte Ekstrand. Alberte Ekstrand. Malte Ekstrand.

Gensyns glæde.

Rødvig

Da vi anløb Rødvig havn var Freya pyntet med flag over masten og der var mange familie og venner til at tage imod.
Gensyns glæden var stor og vi kneb alle fire en lille tåre.
Vi takker alle, det var en stor dag for os.

Ankomst Rødvig 23/6-2012

22/6 -2012
Så nærmer dagen sig hvor vi slutter vores Tur med Sy Freya for denne gang.
Den 23/6 kl 13 anløber vi Rødvig fiskerihavn, som gerne skulle blive vores nye hjemhavn.
Vi glæder os til at gense familie og venner igen.

Gensyn med Freya

15/6 2012
Så nærmer tiden sig hvor vi igen skal se Freya.
Efter vi lastede hende den 30/6 har hun været på tur med skibet Sampogracht. Første stop var Newport nær Boston der efter gik det over atlanten til Southampton og her til morgen sejlede de videre til Cuxhaven i tyskland. Imorgen kl 13.30 skal vi så ombord og søsætte hende igen. Det bliver dejligt at komme tilbage. Vi har følt os lidt hjemløse her på det sidste, men nu skal vi videre de sidste sømil hjem til Rødvig hvor vi regner med at være den 23/6 hvis alt går som det skal.
Alberte og Malte glæder sig til at komme hjem og mødes med venner og familie. 
 Den sidste måned har vi har talt meget om alt det vi har savnet mens vi har været væk og hvad vi skal lave af ynglingsretter når vi kommer hjem.  At komme tilbage til deres egne værelser står også højt på listen.



Kennedy Space Center

Vi lejede en bil i lufthavnen og besluttede at køre en tur rundt i Florida. Vi havde først tænkt os at leje en autocamper, men fordi vejret var dårligt, lejede vi i stedet en almindelig bil og bor på moteller. Vi tog en tur til Kennedy Space Center, som er NASA's hoveskvarter og stedet hvor de har opsendt alle deres raketter og rumfærger. Det minder mest alt om en stor by og vi var der hele dagen. Det var utrolig imponerende og interessant. På billede ses raketmotorne på Apollo Saturn V.

Meritt Island

Langs hele Floridas østkyst ligger en smal landtange med lange hvide sandstrande ud til Atlanterhavet. Her er masser af hoteller og flotte villaer ud til vandet. På indersiden løber Intracoastal waterway, hvor man kan sejle fra Bahamas til New York næsten uden at komme ud på åbent hav. Hist og her er der adgang til havet med fine havne.

Ankomst til Miami

Efter en tre timers flyvetur landede vi i Miami, USA. Forskellen var markant. Nu var det ikke blikskure mere men skyskrapere og udbudet af varer var uendeligt. Vi brugte nogle dage i Miami, men desværre var vejret ikke så godt. Resterne af en af årets første orkaner drog ind over Florida og gav en del regn.

De sidste dage i Caribien

Efter Freya var blevet lastet, var vi hjemløse. Så vi fandt et lille Bed 'n Breakfast i centrum af Charlotte-Amalie, som var et ombygget originalt dansk hus fra 1800-tallet. Her skulle vi have et par dage til at gå, inden vi tog flyveren d. 30. maj til Miami.

Iguan på terrassen

Freya lastes

Sampogracht

Lidt forsinket ankom Sampgracht til Charlotte-Amalie d. 25. maj. Vi blev loadet d. 28. maj. Alt gik rigtig fint og vi blev placeret lige foran styrhuset. Så har de noget kønt at kigge på. Planen er at den sejler videre til Newport nord for New York, hvor den skal have flere både ombord. Vi ved nu at den er blevet en smule forsinket i Newport. Så vi regner med at den ankommer til Brunsbüttel d. 15. juni.

Caribien 2012 : Video af Maiken

Christansværn på St. Croix

Her er vi på besøg hos nisserne på "Chritiansværn", som man kua genkende fra julekalederen "Nissernes ø". Fortet er det bedst bevarede af de fem tilbageværende danske forter på de Dansk-Vestindiske øer. Fortet blev påbegyndt i 1734 på fundamentet af det gamle franske fort Saint Jean fra 1645. De gule mursten fortet er bygget af, er danske og blev fragtet til Vestindien med skibe.

St. Croix, Nissernes ø

Efter 7 timers sejlads når vi Christiansted på St. Croix. St. Croix er en af de gamle danskvestindiske øer, og det bemærker man når man f.eks. går en tur langs 'Kongens tværgade'.

White Bay

En anden bugt på Jost Van Dyke vi skulle se var White Bay. Kendt for den lange hvide sandstrand og mange barer. En af barerne hedder Soggy Dollar Bar, fordi de tager i mod våde penge, hvilket ikke er unormalt eftersom de fleste svømmer i land. White Bay er fyldt med udlejningsbåde, som kommer om formiddagen, fester og daffer af igen om aftenen. Der er fuld knald på hele eftermiddagen og bådene ligger ikke mere en få meter fra hinanden i dagtimerne.
Udover rige muligheder for køb af drinks, er der også et flot rev at dykke på med smukke koraller og farvestålende fisk.
Efter halvande dag i White Bay beslutter vi at sejle ned til St. Croix.

Naturens Spa

Vi skulle også opleve det naturlige boblebad i Diamond Cay på Jost Vand Dyke. Dønningerne fra Atlanterhavet blevet presset ind gennem en smal klippesprække og fyldte et lille naturligt bassin op med vand. Pga. den store kraft brusede det som et boblebad. Det var vildt sjov at oplevet.
Vi besøgte også den eneste restaurant i bugten Foxy's taboo, hvor vi næsten spiste vores frokost med fødderne i sandet.

Little Jost Van Dyke

Efter Deadmans Bay sejle vi til Little Jost Van Dyke. Det var en rolig ankerplads, som de fleste forlod inden mørket faldt på. Fælles for alle gæsterne var, at de skulle ind og gå Sandy Split rundt (øen på billedet), som ikke tog mange minutter. Vi var ingen undtagelse.

OBS nye billeder i fotoalbum

Snorkling i Deadmans Bay

Det giver os mere tid til at udforske BVI og det er godt for her er fantastisk snorkling.  Vi forlader Road Town og går til Peter Island, hvor vi lægger os i Dead Mans Bay. Vejret er heldigvis blevet bedre, da det har regnet rigtig meget i det meste af en uge.  Vi finder snorkler og svømmefødder frem og Flemming hopper i som den første. Sekundet efter stikker han hovedet op og siger at der er 2 hajer på 1 m lige under båden! Senere finder vi dog ud af at det ikke er hajer, men fisk på den størrelse på nært hold giver respekt. Der er ikke mange koraller her,  men en havbund med græs tiltrækker skildpadder og vi ser flere. De er ikke særlig sky og vi kan komme tæt på. Senere ser vi også flere stingrays, som uden at tage notits af os roligt svømmer langs havbunden med følgefisk. 

Vores planer

Vi har valgt at shippe Freya hjem og selv tage en flyver. Vi har talt med flere som selv har prøvet turen og som ikke anbefaler den. Turen til Azoerne er hård og dem vi har talt med har brugt mere en 30 dage alene på den del. Dernæst er turen fra Azoerne til England heller ingen spøg og den kan også tage 14 dage. Udover at vi kan forvente en ikke alt for behagelig tur, vil det også betyde at vi resten af rejsen vil have travlt, da det er mange sømil og vi skal bruge tid på at gøre båden klar i stedet for at nyde BVI.  Det er vi helst fri for, så vi tager den behagelige model, og tager en flyver til Miami, hvor vi lejer en mobilhome og bruger lidt tid på at se Florida inden vi flyver vi til Hamborg og samler Freya op i Brunsbüttel.  Vi forventer at være i Tyskland omkring den 7. juni, hvorefter vi sejler hjemad gennem Kielerkanalen.

Færgeræs på Tortola

Vi tager med den lokale færge til Charlotte Amalie på St. Thomas for at få Amerikansk visum, hvilket kræves for at vi kan tage båden til Amerikansk Vestindiske øer. Det går fuldstændig glat, de er vant til sejlere og vi kan efter at have afleveret vores fingeraftryk og et foto gå op i byen og spise frokost. Det gør vi i Kronprindsens gade.

Turen hjem med færgen bliver lidt forsinket, da vi venter på at bagagen til en person i et charterselskab skal ankomme fra lufthavnen. Der er flere færgeselskaber, der besejler ruten og der er lidt konkurrence mellem dem. Mens vi venter, sejler  færgen fra det andet selskab, så da vi endelig kommer af sted er vores kaptajn fast besluttet på at indhente den. Så snart vi kommer ud af havnen giver han fuld gas. Med kun 10 m ind til land smyger færgen sig mellem øerne og da han kommer ud i mere åbent vand giver han den en ekstra tand. 31 knob! Ude i strædet ligger der speedbåde klar med vandskiløbere efter.  I det øjeblik færgen passerer drejer motorbåden ind over hækbølgen fra færgen og vandskiløberen får mulighed for at lave vandskihop. 

Tortola

Den 5. maj ankommer vi til Tortola. Den er hovedøen i British Virgin Islands og vi går ind i hovedstaden som er Road Town. Dette er charter sejlbådenes mekka. Masser af øer ligger drysset omkring Sir Francis Drakes passage og det betyder at farvandet er beskyttet, ligesom i skærgården. Her er meget smukt og dejligt at sejle, når man er lidt træt af de store bølger, som har fulgt med havsejlladsen indtil nu.

Tun

Vi gør et kort ophold i St. Martin i Groot Bai, hvor store krydstogtskibe sender 1000-vis af amerikanere i land for at shoppe toldfrit. Den ”historiske by” ser ud som om den er bygget op af de samme som har bygget Disneyland. Fint, men uinteressant, så vi sejler videre mod Tortola og sørme ikke om fiskelykken er med os igen.  Vi hiver en stor flot tun i land. Den er muskuløs som bare pokker og vejer vel 10 kg. Fisken er hurtigt tilberedt. Den bliver bare ”tørret over panden” så den lige får en stegt kant. Wasabi og soya bliver fundet frem og så er der mad til 3 dage J

Barracuda

SØ for St. Bartholemy lyder der pludselig "bid igen" og vi tror i første omgang at det er en kingfish, men dens drabelige underbid gør det klart, at det må være en barracuda. Da fisken er fanget langt til havs, må man godt spise den.  Vi har ikke smagt barracuda før og den når dårlig at slå sidste slag med halen, før den lander i en fiskesuppe, som smager fantastisk.

Mega yacht på Antigua.

Vi står op med solen og sætter kursen mod Antigua. Vi har halvvind og vi stryger afsted med 7-9 knob. En fantastisk sejllads og sidst på eftermiddagen sejler vi ind i English harbour. Der er Antigua week, som er blandt verdens største races, med deltagelse at de fineste megayachter i verden og vi taber da også underkæben da vi sejler ind i havnen. Mange af de både der er skrevet artikler om i Yachting world er her. De har netop afsluttet sejladsen for de klassiske både og mange af dem ligger stadig i havnen. Det er de mest udsøgte både i verden og vi dyrker moleræs og havnekino i stor stil.

Her kan du få og få lavet alt – hvis du har penge. Vi bliver et par dage og benytter os af at vi kan få et brusebad og få vasket tøj og får provianteret.  Men det er dyrt at være her, så vi sejler hurtigt videre mod British Virgin Islands. 

Endelig bid!

Som altid har vi fiskelinen ude, men efter timer og atter timer uden at få andet end driftwood på krogen, er vi ved at affinde os med at vi nok fortsat må købe den fisk vi skal spise. Pludselig er der dog bid! I en fart smider vi sejlene og med stor spænding hiver vi linen i land. Langt ude kan vi se en dorade hoppe for at forsøge at komme af krogen og vi krydser fingre for at den ikke får heldet med sig. Langsomt får Flemming den hevet i land. Krogen er gået hele vejen genne mundhulen og ud gennem øjet, men stor og flot er den, med fantastiske farver.  Vi skyder den til at veje omkring 10 kg, så der er mad til flere dage. Vi dropper ankeret på Iles de Goayaues på Guadeloupe lige inden at solen går ned. Ankerpladsen er meget urolig (godt Maiken ikke er her J for vi ville ikke score mange point for den ankerplads) men vi har ikke tid til at finde noget bedre. Desuden skal vi bare ligge her for natten, da vi sejler videre i morgen tidlig uden at gå i land. Omstændighederne i pantryet omkring tilberedningen giver flash back til Atlanten, for vi ruller heftigt fra side til side og sådan bliver det ved hele natten. Vinden er kommet fra syd hele natten og det giver denne mærkelige sø. Fisken bliver tilberedt på grillen i sølvpapir med hvidvin og urter og den smager himmelsk. Halen bliver skåret af og hængt som trofæ.

Delfiner og hvaler

Der er ingen vind, haveoverfladen er næsten blank.  Der plejer at være 2-3 m søer der gør det vanskeligt at få øje på hvaler og delfiner og derfor har vi set færre end vi har håbet på turen. I dag er heldet dog med os. Først ser vi en flok delfiner, der leger omkring boven på båden.  Så ser vi hvaler forude og beslutter at slukke motoren og, for sejl alene, se om vi kan komme tættere på.  Det lykkes og det viser sig at være en kæmpe flok. Enkelte kommer helt tæt på og vi holder vejret, da et par stykker svømmer ind under båden.  I en halv time sejler vi sammen med flokken og så er de væk igen. Vi starter motoren igen og fortsætter mod Guadeloupe.

Dominica

22. april sejler vi videre. Vi har besluttet at vi nu må tage nogle uger med effektiv sejllads for at være sikker på at nå frem til St. Thomas i tide. Vi skal også nå at skaffe US visa fra Tortola og vi må have lidt luft i tidsplanen, hvis der skulle opstå noget uforudset.

Vi laver derfor kun en opankring for natten på Dominica, uden at gå i land og sejler videre ved solopgang næste morgen med kursen mod Guadeloupe. Der er ingen vind, så vi går for Motor.  Efter nogen timer bliver vi vinket an af en fransk sejler.  De snakker lige så meget engelsk som befolkningen på Martinique – dvs. intet – men med fagter får de fortalt at motoren er kaput og da der ingen vind er driver de blot længere og længere ud. Vi tager dem på slæb og sætter dem af i Rupert Bay i den nordlige ende af Dominica.

Martinique

20. april 2012

Efter hel dags sejllads sejler vi ind i Fort de France og ankrer op nedenunder det gamle fort. Vi glæder os til at se rigtige butikker – måske endda shoppe lidt og drikke cafe latte og ellers nyde at være i civilisationen igen. Et kvarter senere kl. 16.30 fortøjer vi gummi båden til den nye fine mole, der er bygget og så går det ellers i fuldt firspring af sted for at finde Immigration og Told, så vi kan få lov til at gå i land. De lukker kl. 17, så vi burde lige kunne nå det. Hidtil har det aldrig været vanskeligt at finde, for var det ikke lige synligt var det enkelt at spørge nogen af de lokale, som kunne vise vej. Men, nu er vi kommet til Frankrig. Vi ser ingen skiltning og vores forsøg på at spørge os frem munder ud i, at vi må konstatere, at på trods af, at alle øer omkring har engelsk som hovedsprog, taler de kun fransk. Som i kun fransk. Hvad de ikke har i sprogkundskaber har de dog i velvilje og 5 minutter i lukketid finder vi frem til en bådbutik, der i et hjørne har opsat en PC hvor tilsejlende gæster selv kan udfylde papirerne elektronisk. Enkelt og hurtigt.  En stor omvæltning efter at have besøgt adskillige immigrations- og toldkontorer, som uendeligt omstændigt og nidkært udfylder side op og side ned i hånden og med adskillige gennemslagspapirer imellem, så oplysningerne kan føres i store bøger.

Efter den hurtige indklarering går vi en tur i byen, som på mange måder er som at være i Frankrig. Vi provianterer i en stor Carrefour, som har alt hvad man kan forvente af en vesligt supermarked og vi får købt de varer, som vi ikke har haft mulighed for at købe i mange måneder bl.a. ost, rødvin og delikatesser.

Vi kan ikke få internet og mærkværdigvis skal det vise sig at blive et problem i de næste uger. Jo mere civiliseret, jo vanskeligere er det at trække internet til båden og jo større begrænsninger er der for at få lov til at anvende nettet på cafeer og restauranter.  F.eks. er der restauranter, der kun tilbyder internet til spisende gæster.

 

St Lucia

18/4 - 2012
Vi sejlede tilbage til Wallilabou Bay for at klarer ud af St Vincent og satte kursen mod St Lucia.
Her ankom vi til Marigot Bay som er den mindste og roligste bugt vi har ligget i.
Bugten blev brugt af englænderne til at gemme deres flåde i, da de blev forfulgt af franskmændene. De bandt palmeblade fast i riggen så fjenden ikke kunne se dem fra havet. Derefter sejlede de efter den franske flåde og havde nu overtaget med beskydningen.
St Lucia er klart mere velhavende og velordnet end de andre øer vi har besøgt og også dyrere. Her er utroligt smukt og befolkningen er søde og venlige.
De allesteds værende " boat boys" som sælger frugt, smykker og andre fornødenheder er også her. Efter at have været forbi et par gange kom "Rasta man" med et frier tilbud til Alberte. Han havde en flot hjemme flettet skål med af palmeblade, som var dekoreret med en fisk,en fugl og en rose og nu ville han altså gerne have Alberte til kone. Hun takkede pænt nej og jeg lige så, mens endnu et par smykker blev købt som plaster på såret hos den forsmået men grinende bejler.
Næste stop på turen er Martinique og derefter Dominica. 

Vulkan bestigning.

17/4 - 2012
Efter at have sagt farvel til Maiken og Steen, forsøgte vi endnu en gang at bestige St Vincent's vulkan. Nu med større held.
Vi tog den lokale "bus" som vil sige en selvbestaltet kasseret rally kører, som har fået licens til at "køre" maxi taxi. Forløbet er som følger : vi stiller os ud ved vejen og når så den første maxi taxi kommer hvinende rundt om hjørnet med hornet i bund, løfter man hånden og han blokker bremsen. Så bliver vi hurtigt placeret på de rette sæder afhængig af hvornår man skal af, døren bliver smækket og en blanding af formel 1 løb og Monte Carlo rally kan begynde.
Grunden til dette vanvid er, at jo før bilen når frem til næste passager, jo flere penge kommer der i kassen. Så det går der udaf med overhalinger af andre maxi taxier for der efter at standse og tage flere passagerer op. Til sidst var vi 21 betalende "crash test dummies" som nu sad meget tæt ( jeg tror der var sæder til 14). Da der manglede et par kilometer, og vi havde overhalet både op af bakke, rundt i sving, forbi skole overgange og politistationer, dobbelt optrukkende og med modkørende, syntes Alberte at det var nok, men da var vi allerede i mål og jeg tror vores chauffør kom først. Karreten blev vredet rundt med hvinende dæk og han forsvandt i en støvsky og vi stod tilbage med rystende ben ved vulkanens fod.
Som I kan forstå har turen sat sig kraftige spor, men den lokale morlille med sin nyfødte baby på skødet kører uanfægtet videre med den lokale kamikaze pilot. 

Så kunne turen egentlige højde punkt begynde. Vi havde valgt at tage den mindst hårde tur mod toppen fra øst siden. Turen starter i bjerg regnskov og vi følte at Tarzan kunne komme svingende over vores hoveder hvert øjeblik det skulle være. Senere blev vegetationen lavere og efter 2½ times stejl vandring stod vi på vulkanens kant i 1300m højde og tæt tåge og regn, og kunne intet se.
Vi satte os på en sten og spieste vores med bragte proviant og pludseligt efter 20min lettede tågen og vulkanens krater tonede frem, for tilsidst at ligge badet i sol.
Krateret er ca 200m dybt og i midten rejser der sig en "dome" som blev skabt ved det sidste udbrud i 1979.
Vi følte os så heldige at vi fik set dette sceneri at vi var helt høje bagefter.
På turen hjem fik vi først et lift på ladet af en pick up der efter startede 2 heat med maxi taxien og vel hjemme igen dejsede vi omkuld med ømme rystende ben.

Familie besøg fra Danmark

6/4-2012
Så fik vi besøg af kusine Maiken og Steen. Vi hentede dem i lufthavnen på St Vincent fredag aften og dagen efter var hele besætningen i vandet med snorkel for at udforske revet omkring Young Island. Senere sejlede vi til Wallilabou Bay hvor scenerne til Pirates of The Caribbean blev filmet. Kulisserne står der stadig nogle dog temlig medtaget andre er holdt pænt istand. Vi ligger med ankeret ud og agter fortøjning til kranen som Johnny Depp svingede sig rundt i da han skulle flygte fra commander Norrington og hans mænd.
Bugten havde også et helt fantastisk rev som vi snorklede på og Steen og Malte fandt den frygtede Lion fish, som der er dusør for at dræbe, da den udrydder alle andre fisk omkring sig.
Vi havde tænkt os at bestige St Vincent's vulkan fra vest siden med guiden John. Men vejret var ikke med os denne dag så efter en urolig nat for anker med voldsom svell og regn fra nord og deraf søsyge, sejlede vi tidligt afsted fra Chateaubelair Bay mod dejlige og solrige Bequia.

Bequia har stolte bådbyggertraditioner og der bliver trænet hårdt i deres små overriggede og vævre sejbåde, som blot er overdimensionerede joller. der er bygget på stranden efter øjemål. De smyger sig ind og ud mellem alle bådene der ligger for moorings og ankring og de har god styr på bådene. Det bliver flot når et helt felt starter sammen.

Lige i øjeblikket vælter det ind med både i Admirality Bay for nu starter Bequia Easter Regatta, som er en hyggelig årlig tilbagevendende begivenhed, der samler mange gæster i havnen - og som fordobler prisen på moorings.

Bequia 4/4 20112
Bequia er et fantastisk sted. Vi ligger i Admirality Bay som er en dyb bugt med høje, frodige og bløde bakker på alle sider, bebygget med søde huse i alle farver. I bunden ligger øens "hovestad" og her går livet stille og roligt. Ved 7-tiden om morgenen lyder de føsete trut i konkylierne og det betyder at fskerne er kommet tilbage med friske fisk. I går fik vien dejlig Yellowfin Tuna, som blev filetteret og lavet til tunbøffer med dejlig sesamsauce. Resten blev omdannet til vores favoritret Ceviche og nydt dagen efter - og denne ret går som sagt til alle måltider, inklusiv morgenmad.

På billedet er vist disken i "The Whaleboner" og ser du nøje efter kan du se at den er lavet af en hval knogle. Sæderne på barstolen er lavet af ryghvirvler. Bequia er det eneste sted i Caribien som stadig i sæsonen har lov at jage hvaler. De har en årlig kvote på 4 stk, som bliver fanget fra små sejlbåde med håndharpun.


Familen Ekstrand - nu som "Open water divers"

Bequia 4/4 2012
Den sidste uge har været travl. Vi har læst dykker teori allesammen og været ude og tage vores færdighedstræning som  PADI  Open water dykkere. Vi  er blevet gode til at svømme uden masker og tage dykkergrejet af og på under vandet. Vi har også fuldtændig styr¨på at lave kontrollerede nødopstigninger og alle er helt trygge. Idag tog vi de sidste praktiske tests og var ude på de sidste to dybdedyk. Det sidste var særligt spændende, da vi dykkede på et vrag af en slæbebåd på 18 m vand. Den var overgroet med koraller og der var store mængder tropefisk. Vi så også søpølser, barracuda, muræne, havedderkop og levende kæmpe konkylie. Vi svømmede gennem store stimer af småfisk og vandet er utroligt klart. Det er en fantastisk ny verden, der har åbnet sig.

Vand er en mangelvare og brusebad er ikke en daglig selvfølgelighed. Daglige havbad skorter det ikke på, men ferskvandsafvaskningerne og hårvask i ferskvand holder Flemming hård justits med.  Her til aften blev der åbnet for sluserne foroven i form af at gigantisk regnvejr. Det måtte selvfølgelig udnyttes, så alle smed kludene og blev skyllet af. Lågene til ferskvandstankene blev åbnet og i løbet er kort tid var de fulde. Flemming følte sig så rig på vand at alle blev beordret i bad.  2 gange hårvask plus balsam – ahh! Hvem lukkede geden ud af båden?

Malte greb resolut en spand og fik den fyldt op på ingen tid. En smagstest viste at den var fin til at drikke, selvom den var samlet om fra dækket, hvilket viser at hele båden nu også har fået en ferskvandsafslylning og alt ikke er fedtet ind i salt.

Vi spiser fisk hver dag. Da vi åbenbart ikke er særlig dygtige til at fange dem selv, er det godt at der er mulighed for ”local delivery” der også er til at betale. Og så er der lidt mere kolorit på de lokale fiskepushere  end vi er vant til fra Tinas fisk i Køge havn. Vi spiser kingfisk, dorado (her kaldet mahi mahi) tun og snapper.  For tiden er vores favoritret Ceviche, dvs. frisk rå fisk der er marineret i limejuice, hvidløg  og chili i en salat med løg, tomat og agurk. UHM. Dorte og Alberte er blevet hardcore – de spiser det også gerne til morgenmad. 

Efter  Mayreau  tog vi ud til Tobago Cays  som er udlagt som beskyttet område. Her er særligt gunstigt at snorkle, da der er en stor bestand af havskildpadder. Vi tog snorkel og svømmefødder på og der gik ikke mere end 5 min. før vi havde havskildpadder ganske tæt på. På et tidspunkt svømmede Malte og Alberte midt i en flok på 5. En kæmpe oplevelse, som vi var høje på længe efter.  Derudover så vi languster, søstjerner, Queen Conch (kæmpekonkylier, som for øvrigt smager dejligt) udover mængder af ”akvariefisk”.

Mayreau er lille og uturistet og hører  også til Grenadinerne. Øen er indbegrebet af  Vestindien: klart og turkisblåt vand, frisk fisk til aftensmaden og et par enkelte lokale der sælger produkterne fra baghaven .  Der er ikke længere jungle som vi så det på Trinidad, men mere fremkommelige gevækster.

Vi så flere kolibrier her, som tilsyneladende ernærer sig fra Tamarind træerne. Det er nogle elegante og vakse skabninger, som overrasker med deres hurtighed.  Arten her er helt sort og halvt så stor som en musvit.   

Der er en ganske lille lufthavn på Union Island og det er tillige en ø der er ganske høj. Det betyder at man kan stå oppe og se flyene under sig lande. Ret specielt!

Carriacou,13/3-2012
Så er vi nået til Carriacou og det vil sige at vi nu officielt er i Caribien.
Vandet er klart så vi har fået dykker maskerne frem og renset bunden for begroning. Livet her er med slæbende klip klapper og stress er ikke noget man bruger her. Maden er dejlig og billig( mangrove østers,Konkylie og Lobster).
Alle spiser med glæde det hele efter fulgt af rom punch og punch er helt alvorligt. Vi behøver middagslur bagefter.

Vores chauffør George

George 'and his own car!'.

Tobago

(7. marts 2012) Fredag den 2. marts besluttede vi at sejle fra Chaguaramas, efter nogle skønne uger på Trinidad. Vi sejlede om aftenen og lagde os for anker i Scotland Bay natten over. Tidligt lørdag morgen tog vi ankeret op og havde medstrøm langs Trinidads kyst. Så vente strømmen og vi bankede videre for motor mod vinden OG strømmen OG atlanterhavsdønningerne. Det var utrolig ubehagelig sejlads og ikke det bedste at starte med efter 3 uger i havn. Kl. 18.00 anløb vi Store Bay på Tobago. Ankerpladsen var omkranset af palmer og hvide sandstrande og da ankeret havde godt fat i bunden kunne vi endlig nyde omgivelserne. Næste morgen tog vi ind til Scarborough, for at indklarere og man kunne tydelig mærke forskellen mellem de to øer. Her var stemningen meget mere afslappet og provensiel, hvor der var drøn på i Port of Spain. På hjemturen mødte vi den lokale mand George, som vi lynhurtig fik aftalt en 'tour around the island man' den efterfølgende dag. Mandag morgen kl. 09.00 holdt han oppe ved den lokale bar i hans egen Nissan Sonny og ventede på os. Så startede vores tourguide op langs vestkysten, hvor vi så alle de gode ankerbugte (Castara Bay, Englishman's Bay, Bloody, Man of War Bay) og alt andet der var værd at se. Mange steder var vejen dækket af mudderskred efter voldsomme regnbyger in this socalled dry season. Efter en middag på restauranten i træet kørte George os til Argyle Waterfall, hvor vi fik styrtbad under det 20 m høje vandfald.
Nu var både vi og George trætte. Vi skulle hjem og hvile os og han skulle hjem og fodre grise, så der startede hjemturen. George kan på det kræftigste anbefales som tourguide, så hvis I nogensinde skulle komme til Tobago så ring til George Ayres Taxi (1868) 769 7364.

En skyller i Argyle Waterfall

Karneval på Trinidad

(20. feb. 2012) Vi tog til de voksnes karneval, hvor musikken var - tro det eller ej - endnu højere end til børnenes karneval. Gaderne var fyldt med unge der "winede" til den helt store guldmedalje og endnu engang vadede vi, til vores fødder var helt ømme.

Chaguaramas

18/2-2012

Chaguaramas.

Vi fik af vide som noget af det første, at Chaguaramas var et farligt sted for langturssejler. Man regner med at være her i 5 dage og ender med at blive i flere år.

Vores nabo ”Fast Fred” på båden Liberty kom for 12 år siden og ender nok med aldrig at sejle her fra.

Årsagen er, at trods den høje kriminalitet som er her på Trinidad ( 52 mord end til nu i 2012), så er der meget trygt her i havnen og det vrimler med hjælpsomme mennesker som kan deres kram.

Der er 8 – 10 værfter hvor man kan få sin båd på bedding for rep eller opbevaring på land. Der er også en flere båd butikker, sejlmager, snedker og rustfri smede som kan lave det meste man kan få brug for. Her er også fine supermarkeder hvor man kan købe alt til den videre færd nord på

 

Mange af  sejlerne kommer fra England eller USA og de er her hele vinteren og tager så hjem igen til sommer. Båden ryger på land og klargjort til næste sæson.

De fleste er pensionister men der er også nogle der har tilpasset deres arbejdsliv, så de kan nyde vinteren her nede.

Grunden til det også er så populært er at øerne Grenada, Tobago og Trinidad ligger syd for 12gr N som normalt er den sikre grænsen for, at slippe for orkanerne

Siden sidste brev har vi sagt farvel til Per og Michael, de har taget flyveren hjem til kolde Danmark for at kunne nå at komme på skiferie og arbejde.

Vi har været utrolig glade for at have haft dem med over Atlanten. Det gav en dejlig ro og tryghed, at have nogle gode sejlere med og så har vi haft det rigtigt hyggeligt sammen.

Per har været en god lære både i fysik, kemi og it for Malte og Michael har været leje onkel og musik pædagog for både Malte og Alberte

Chacachacare

Inden de tog hjem nåede vi at sejle ud til øen Chacachacare som er en forhenværende spedalskheds koloni. Hvor man placerede de syg for ikke de skulle smitte andre.

 Så tænker man at det godt nok var hårde tider i gamle dage, men her bliver man overrasket, for kolonien blev først forladt i 1986 efter at der var fundet en behandling af sygdommen.

Nu står alle bygningerne så som da de blev forladt, med senge på værelserne, ledninger langs stierne og forfalder i takt med at junglen æder sig ind på dem.

 Vi besøgte nonne klostret og den ”forladte by”.

 Det var underligt at se de fine bygninger, hvor de syge og isoleret mennesker havde haft deres hverdag, stå uden at blive vedligeholdt, som om man bare ville glemme den periode i historien.

 

På vej tilbage til Chaguaramas smed vi ankeret i Scotland Bay som er en meget beskyttet bugt på nord/vest siden af Trinidad. Her nød vi naturen, med både frugt flagermus, som fløj ind i salonen netop som vi var ved at gå til køjs og havskildpadder der svømmede rundt om båden.

Vi forsøgte at finde en sti til et vandfald i nærheden, men junglen var for tæt, så vi måtte desværre opgive.

Edith Falls

Vandfaldet skulle vi se, så inden Michael tog flyveren hjem angreb vi det fra den anden side. Først med taxi fra havnen, derefter til fods af en fin sti også åbenbarede herlighederne sig, for fuld styrke. Først i form af en flok aber som klatrede rundt i bambus træerne og spiste, dernæst en lille kolibri lige foran Albertes næse og til sidst det 600 fod høje Edith Falls. Det var dog lidt sparsomt med vandet men vi blev da våde når vi stod helt ind under klipperne.

Jeg tror det var første gang vi var i en rigtig tropisk jungle på egen hånd, så oplevelsen var ganske intens.

Karneval

Karnevalet kommer vi ikke uden om. Det vare lidt over en uge og slutter med det helt store brag mandag og tirsdag.

Vi tog en maxi taxi ind lørdag, hvor der var parade med de små børn.

 Her kunne man så forledes til at tro at der blev spillet børnesange og leget tagfat, men NEJ. Sættevogne på 20 meters længde, læsset med højtaler, så store som huse der kunne få larmen på Roskilde festivalen til at blegne, kørte i lange optog med de fest klædte unger.

Deres kostumer var utrolig flotte og fantasifulde. Hver gruppe havde et tema som de var klædt ud efter.

De gik/dansede rundt på en afspærret rute i byen og 2 steder passerede de en dommer tribune hvor de blev bedømt.

Sidst på eftermiddagen kunne VORES fødder ikke mere, så vi vendte næsen hjem, hvor vi nød masser af kolde drinks og en vel fortjent tur i poolen

Delfin kino

9-2-2012. Chaguaramas,Trinidad.
Søndag d. 5-2-2012 ankom vi til Trinidad efter 19 dages sejlads.
Turen over gik rigtigt godt, vinden så ud til at blive stabil fra øst, nordøst, så vi tog storcirkel ruten direkte mod Trinidad.
Det viste sig at holde. De første 3-4-dage havde vi frisk vind fra øst, 20-28 knob. Så var vi ligesom igang, der blev ikke spist og drukket så meget, men som dagene gik blev det bedre og snart var alle klar. Vagterne kørte på skift, dagene gik og tiden på havet flød sammen. Vi prøvede at fiske, men at fange fisk på Freya har aldrig været nogen succes, heller ikke på denne tur. Alt hvad vi havde af kroge og blink forsvandt, så når linen blev taget ind var der ikke noget for enden.
Vi blev enige om at det selvfølgelig var den MEGET høje fart, vi sejlede med som var årsagen og da fiske kassen var tom for kroge gav vi op og nød turen og farten.
Vi havde besøg af en stor flok delfiner som fulgte med os en halv times tid før de svømmede videre. Efter et sådant besøg er alle helt høje og venter spændt på næste forestilling, men det var de eneste vi så på turen.
Et par store skibe så vi i horisonten og en mystisk stål konstruktion passerede vi på ½ mils afstand. Michael var sikker på at det var en Russisk ubåd der havde spøgt de sidste par nætter på hans vagt, som ville give sig til kende. Men vore fart gjorde at vi sejlede fra den og aldrig fik opklaret mysteriet .

På 14. dage dukkede der et sejl op til bagbord og vi fik hurtigt kontakt på vhf'en. Det var en Italiensk båd på vej til Dominica og efter en kort snak sagde vi bye-bye og alt var som vanligt igen, masser af vand og blå himmel.

Tidligt Søndag morgen dukkede de første lys op i horisonten. Det var Tobago som vi passerede tæt forbi før Trinidad bjerge på 1000m højde kom ud af morgen disen. Vandet skiftede langsomt farve, fra det dybt blå til det mere hjemlige grå/grønne. Det er floderne fra Venezuela der gør vandet uklart.
Kl 15.30 rundede vi Enstrada pt og sejlede igenmen det smalle sund mellem Trinidad og øen Monos island.
Her var strømmen kraftigt imod, men vind og sø havde lagt sig og for første gang siden afrejsen fra Mogan lå Freya stille uden rulninger som ellers havde gjort livet ombord temmelig besværligt.
Med de urskovs klædte bjerge på begge sider følte vi virkeligt vi var nået i frem.
Pelikaner, fregat fugle og en masse andre fløg rund om os og glæden ved at se huse og både rundt langs kysterne var en sand fryd.

Vi fik klaret div formaliteter med myndighederne uden de store problemer.
Når man kan få den vagthavende hos immigrations kontoret til at køre en til en penge automat på en søndag, kan man ikke klage over servicen( selv om det var med speederen i bund og i venstre side).

Nu ligger vi så i Crewsinn marina og nyder den luksus det er at have masser af badevand, internet forbindelse, swimmingpool og gode restaurenter.
Her er meget varmt 30 -32gr døgnet rundt. En regnbyge kommer der også dagligt men vi klager ikke, når vi høre om de hjemlige vejr forehold.

17/1-2012 Puerto de Mogan------------
Så er det tid til afgang. Vi sejler her fra kl 07.30 og der er 3000 sm forude før Trinidad dukker op. Vi regner med at der går ca 20 dage før i får nye indlæg her på siden. Vi prøver dog at op daterer vores position jævnligt så I kan følge med. Vi holder satelit telefonen åben hver dag kl 12 gmt = London tid.
Indtil da ha det godt og vi ses.
Hilsen alle på Freya.

9/1-2012     Puerto Mogan
Vi siger godt nyår til alle her på hjemmesiden.
Vi har overstået julen og nytåret og vi har ikke manglet noget, det er blevet til både flæskesteg og andesteg, sild rullepølse og sylte.
Nytåret gik stille og roligt, måske lidt for roligt for de unge mennesker, men de kom over det.
Malte har haft sin gamle klasse kammerat fra Himlingøje Peter her nede i julen. Han havde fået nok af julepynt og gran så han tog til syden og det var rigtigt dejligt og have besøg, der blev både badet, sejlet og shoppet.
Albertes ven fra efterskolen Peppe var nede og besøge sin far i Las Palmas så de fik også hilst på hinanden og et prøve dyk i atlanterhavet fik de også prøvet.

Nu går tiden så med at gøre Freya endnu mere sejlklar.
Den store dag nærmer sig hvor vi vender stævnen vest på og så er det om at have  styr på det hele.
Der bliver købt ind til den store guldmedalje af mad og drikkelse. Dorte kan se mine nervøse trækninger hver gang dankortet lyner så hun parkerer mig i nærmeste marine butik og så gå hun ellers amok.
Men det er vist meget godt for menuen vil nok blive lidt kedelig hvis det var mig der stod for denne side af turen.
En trykkoger er det også blevet til, så det syder og hvisler i et væk og der står henkogte glas med mystisk indhold alle vegne, hun beroliger mig med at det nok skal blive spiseligt med tiden, Så vi venter spændt.

Til vores store glæde kommer der gaster her ned i denne uge,
Nevø Michael og gamle nabo og sejler ven Per Rønnei kommer og skal med over atlanten. Vi se frem til at dele dette store eventyr med dem.
Det har været hårdt at nå her til på flere måder, men vi føler os mere klar end nogen sinde og jeg er dybt taknemmelige for al den hjælp og støtte  jeg har fået da det så mest håbløst ud.

Men alle ens bekymringer må være vand ved siden af de sidste ny langturs sejler har, som er kommet til havnen.
 4 mand, en robåd og så 3000 sømil og 60 dage til Barbados. Vær så god og skyl. Det er vildt. Jeg håber ikke at vi møder dem om natten i grov sø. De fylder ikke ret meget. Vi har fået monteret lanterne i toppe af masten 20 meter oppe for for at blive set. De har en siddende 1,5 meter oppe. Ja jeg kan få helt gåsehud af tanken.
 

Puerto de Mogan, Grand Canaria

(13/12-2011) Vi forlod Funchal d 5/12-2011 kl 1600. Vejret var fint med god vind fra nordøst. Da vi var fri af Madeira blev søen roliger med de efterhånden velkendte bløde dønninger og den stabile vind. Det gik afsted mod syd med reb i storen og vores ynglings sejl den selvslående fok, 7,5 - 8 kn det kunne ikke blive meget bedre. Et par delfin besøg blev det også til før mørket lagde sig og ny månen tog over.
De 300 sm mellem Madeira og Grand Canaria gik hurtigt nogle timers motorsejlads ellers fulde sejl.
Vi så kun et par skibe på turen.
 Selv om det var lidt skyet kunne vi mårke at varmen langsomt steg og da vi onsdag d 7/12 kl 1430 lagde til i Puerto de Mogan var temperaturen oppe på 27gr og solen skinnede fra en blå himmel.
Bernd havde valgt denne havn, da den skulle være øens smukkeste og det måtte vi give ham ret i. Med sine lave hvide huse minder den mig om en smuk græsk by. Masser af restaurenter og små butikker med kanaler mellem som i Venedig hjælper også på indtrykket.
Her vil vi blive et stykke tid mens vi ordner endnu nogle små ting på båden og får klaret julegave indkøb. 
Et plastik juletræ er det blevet til, men og pynte båden med blinkende lyskæder som vi ser på flere både er for meget for os, Bernd har også nægtet at komme på besøg hvis vi begyndte på sådanne umaritime vedhæng.

 

Lavadavandring

(4. dec. 2011) I dag stod vi tidligt op, hvilket for os betyder før ni, for at gå på levadavandring. Vi tog løbeskoene på, pakkede en taske med vand og ekstra tøj og tog mor og fars (Dorte og Flemmings) 20 år gamle levadabog med. Planen var en let tur på 7,5 km, som skulle tage tre timer. Levadaerne på Madeira er akvædukter, som fordeler regnvandet fra nordøen til den sydlige del, så der er masser af vand til alle afgrøder på hele øen, så den syner frugtbar og frodig.  På Madeira er der 2150 km levada, så vi har kun set en lille del af det.
Vandringen gik rigtig godt og vi så tusinder af bananpalmer, der stod langs det meste af levadaen. Desværre var bananerne grønne og umodne, så dem kunne vi desværre ikke spise, når sulten meldte sig.
På et tidspunkt gik vi i en slugt, men oppe på en levada højt over slugten. Der var tunneller man skulle igennem, som var så lave at vi måtte gå på hug. På den anden side af tunnellerne var der et gelænder på venstre side og ellers gik det lodret ned på siden. Efter nogle timers vandring hørte gelænderet op med at være der og det gik stadig lodret ned. Efter vi havde gået sådan noget tid, blev vi enige om, at det umuligt kunne være en let rute og vi besluttede at forlade levadaen og gå ned ad en trappe til bunden af slugten. Vi endte i et industriområde og gik ud ad slugten. Vi endte i byen Câmara de Lobos, hvor vi gik ind på en café og fik slukket tørsten og kastet lidt mad i munden. Bagefter gik vi i Pingo Doce, som er et portugisisk supermarket og købte lidt snack og mere at vand og sodavand. Derefter tog vi en taxa hjem og slæbte os ned i båden, for at få fødderne op. Vi studere et kort over levadaerne og fandt ud af, at da den lette levada tur sluttede og man skulle ned på hovedvejen, var vi fortsat på en ny levada, som i vores bog er beskrevet som ”only for experts”.
Vi glæder os til en god nats søvn og sejler mod Grand Canaria i morgen eftermiddag, hvis alt går efter planen.

Mole kiggeri

(3. dec. 2011) Her på Madeira er der en tradition for, at man – inden man sejler videre – sætter sit ’mærke’ på indersiden af molen. Så langs hele molen kan man læse, hvilke både der har været her, på hvilke tidspunkter, med hvilke personer. Det er utrolig hyggeligt at gå langs havnen og finde skibe man kender og se på ’mærker’. Nogle af ’mærkerne’ er utrolig kunstneriske og meget flot malet.

Ankomst til Funchal

(2. dec. 2011) Efter at have haft en dejlig nat, hvor alle har sovet hele natten, sejlede vi fra Porto Santo i formiddags kl. 10.20. Bernd har indført en tradition, som vi ikke kendte til før. Han kalder det ’Ableger’ og ’Anleger’. Traditionen siger, at når man lægger fra kaj (Ableger), skal alle stå op i cockpittet og der bliver hældt en lille whisky op til alle. ALLE! Så er der en der tager ordet (mest Bernd eller Flemming) og siger at han håber vi får en god tur og at vejret må være med os. Så tager han sin egen whisky og giver det til Neptun, ved at han kaster sin whisky i havet og der bliver hældt en ny whisky op til ham.  Når man så er kommet frem og lægger til kaj, så er det ‘Anleger’ens tur. Så skal vi alle op i cockpittet og have en whisky og sige tak for en god tur. Det er nu en tradition, vi har taget til os.
Vi ankom til Funchal på Madeira ved syvtiden i aftes. Nu glæder vi og til at få noget at spise på en restaurant i byen.

På billedet kan man se vores ’Anleger’ da vi ankom til Porto Santo.

Ø i sigte

(1. dec. 2011) Vi ankom til Porto Santo i eftermiddags. Turen fra Lagos hertil er gået rigtig godt. De to første døgn sejlede vi primært med motor og storsejl og kun nogle enkelte timer med sejl alene. Det ændrede sig dog det sidste døgn, hvor vi mest sejlede med sejl. Vi valgte at gå i havn på Porto Santo, for ellers ville vi anløbe Funchal på Madeira i mørke.
I aftes var vi ude at spise med nogle amerikanere, der var i gang med at sejle en katamaran hjem til USA fra Frankrig.
Her på Porto Santo har mange af de skibe, der har besøgt havnen, lavet deres eget ’kendemærke’ langs indermolen og danske både har vi også fundet.

Vores første delfin besøg

Vores første tur i Atlanterhavet

(28. nov. 2011) Så er vi klar til at forlade Lagos. Vi har været her i ca. fem uger, så nu er vi klar til at komme videre. I går fik vi Bernd ombord og han skal fungere som kaptajn på turen til Grand Canaria. Det var også ham der sejlede båden til Lagos med hans polske crew, men denne gang er vi crewet. Vi vil starte med at sejle til Madeira, hvor der er 480 sømil til. Det vil tage os omkring fire dage.
De sidste ting er ved at blive klar til sejlturen og så tager vi afsted omkring frokost. Vejret er solrigt og der er ikke så meget vind, så det bliver en rolig tur ud af havnen.

18/11-2011.  Så er 3 i 1 lanternen monteret(og virker).
Det føles rigtigt dejligt at have fået ordnet alle små tingene. Så Freya er klar til sejlads igen.
Ellers har dagen idag budt på afspærring af vores del af havnen med policia marina i gummibåd og dykker udstyr. Der går rygter om at en ældre fuld man er forsvundet fra en af nabo bådene og derfor frygter man at han er faldet i vandet.

Efterår i Lagos

12.Nov.2011.
Så er det blevet efterår her i Lagos. Her er stadigt dejligt varmt 20 - 28 gr, men der er begyndt at komme regnbyger og en del vind.
 Det er tydeligt at lavtrykkene går længere syd på end før.
Vi har købt en lille olie radiator som kan holde temperaturen oppe om natten hvor det godt kan blive lidt køligt.

Vi har brugt tiden i Lagos til at slappe af og efterhånden som energien er kommet tilbage er vi gået igang med at ordne og forbedre Freya til den viderer tur.
Forsejlet har fået nyt agterlig med uv beklædning og samtidig fik vi syet en bimini (solsejl over cokpittet) så vi kan klare den kraftige sol.
 Flere øjer til livliner og forbedring af rebesystemet i storsejlet.
Påhængsmotoren har drillet lidt, så kaburatoren er blevet skildt ad nogle gange før problemet blev løst.
Bernd påpegede at en 3 i 1 lanterne i toppen af masten er et "must" på de store vande. Døningerne er så store at almindelige lanterner monteret på søgelænderet ses meget dårligt. Så når vejeret er til det bliver den også monteret.
 
Ellers er Freya blevet et rigtigt hospitals skib. Det startede med at jeg fik en fibersprængning i lysken da jeg skulle lufte motoren ud efter at have skiftet brændstoffilter.
 Jeg kunne hverken komme ud af sengen eller gå. Jeg ringede til Proterapi`s dygtige fysioterapeut Lars som kunne hjælpe med forskellige behandlinger over telefonen ( han kunne desværre ikke fjern heale) men  langsomt blev det bedre.
Der efter fik både Dorte og Alberte forkølelse og ondt i halsen. Malte slap heller ikke. Det var vældigt besværligt for lige som jeg havde vænnet mig til fuld service i forkahytten blev det min tur til at være sygehjælper.
 Jeg syntes godt jeg kunne have nydt servicen lidt længere .
 Nå men det ser ud til at de har taget sig sammen og er ved at være friske igen. Jeg syntes dog stadig det trækker lidt i mit ben så jeg har nok taget for hårdt fat.

De portugisiske sardinfiskere

(20. okt. 2011) Her i Marina de Lagos har vi mødt to danske sejlere, som er gaster på den danske båd Great Bear. De passer på båden her i havnen, mens skipper er i Danmark. Great Bear skal deltage i ARC-rallyet fra Canarieøerne d. 20 november 2011. Den er nu sejlet videre til Grand Canaria via Rabat i Marokko. Peder og Jørgen er dog ikke med, men tager en flyver til Grand Canaria, hvor de skal med over Atlanten. Vi håber vi mødes med den igen senere. Peder og Jørgen har efterhånden været så længe afsted, at deres familier synes, at de ligner to portugisiske sardinfiskere
Man kan følge deres tur på Jørgens blog http://greatbeartour.blogspot.com/

Reperation af generator

(19. okt. 2011) Den 4. oktober 100 sømil nord fra La Coroña brød generatoren sammen, men heldigvis fandt Bernd og crewet en løsning, så de kunne sejle uden brug af generatoren. Flemming havde på fornemmelsen at det var kuglelejerne, det var galt med. Så inden vi tog fra Almayate, købte vi to nye kuglelejer. Efter vi er kommet tilbage på båden, har Flemming skilt generatoren ad og ganske rigtig var det kuglelejerne, der var detfekte. Han fik dem skiftet og nu virker generatoren igen.
INFO! En DCG-35 generator har 1 stk. 6203Z og 1 stk. 6205Z leje.

Muslinger i salonen

(18. okt. 2011) Efter en tur på det lokale fiskemarked, lavede vi muslingeret, som vi nød til fulde. Mmm.

I fuld sving

(17. okt. 2011) Her i Lagos føles det bestemt ikke som oktober. Solen skinner fra en skyfri himmel og det er 30 grader. Efter Bernd og crewets tur trænger båden til en ordentlig gang rengøring. Jeg, Alberte, får løftet alle gulvpladerne fra båden ned på broen og spulet og skurret dem, så de bliver lige så pæne, som da de var nymalet - næsten.

Tilbage på båden i Lagos

(14. okt. 2011) Så er vi tilbage på båden igen. Inge, som bor i Spanien og hentede os i lufthavnen, da vi ankom, kørte os hele vejen til Lagos i Portugal, hvor båden nu ligger. Det var skønt at komme tilbage på båden og høre at Bernd og crewet havde haft en god tur.
På billedet sidder vi på en lokal restaurant og nyder vores "hjemkomst".

En mislykket tur til Alhambra

(8. okt. 2011) Vi tog afsted tidligt, for at køre den lange vej over bjergene til Alhambra i Granada, som bliver anset for at være Verdens 8. vidunder. Køreturen tog omkring 2 ½ time gennem de snoede bjergveje. Da vi endelig nåede parkeringspladsen, blev vi mødt af et skilt, der oplyste at billeterne til Alhambra var udsolgt og at vi havde 10 minutter til at forlade parkeringspladsen, hvis vi ville slippe for at betale. Vi køre alligevel ind og Dorte går hen og snakker med en, der sidder i billetluen. Til vores store skuffelse var der ikke noget og gøre - vi kunne ikke komme ind. Nå, men for at den lange køretur ikke skulle være spildt, besøgte vi den smukke by Granada og spadserede rundt i de fine små gader.

Nerja-grotterne

Når vi nu var  i Maro, skulle vi selvfølgelig også ind og se Cueva de Nerja. Det er nogle fantastisk drypstenshuler, som er skabt for 5 millioner år siden. For 30.000 år siden levede der fortidsmennesker i hulerne, men grotterne blev først genfundet i 1959 af tre lokale drenge fra Mao. De skulle på flagermusejagt og klemte sig ind ad en lille åbning, for at jage flagermusene og opdagede på den måde grotterne.
Når man har gået et godt stykke ind i hulen, kommer man til Sala de Cataclismo, som betyder Syndflodssalen, som er den mest spektakulære grotte. Den rummer en gigantisk søjle i midten, som er 32 m høj og 13x7 m ved bunden og dermed verdens største.

Køretur til Maro

Maro er en typisk hvid, spansk by. Her spiste vi mad på vej til Nerja-grotterne.

Almayate - Malaga

(30. sept. - 13. okt. 2011) Så har vi endelig fået sol og sommer. Her er vi på Jens' tagterrasse og nyder brunch i 27 grader. Det er et pragtfuldt hus i tre etager med tre terrasser og fuldt udstyret. Tæt til strand og adgang til swimmingpool. Her slappede vi rigtig af og humøret steg i takt med temperaturen. Vi lejede en bil, så vi kunne komme lidt rundt. Blandt andet mødte vi vores gamle naboer fra Brøndby havn, Kaj og Kate, som boede i deres stålbåd på 15 år i La Caletta marina. Området er betagende med de mange bjerge, som har den velkendte tyr på toppen.

Runding af Cabo Sa Vicente

Turen over Biscayen

Bernd holder øje med kursen mens "Roberta" styrer.

Turen over Biscayen

Bernds huskesedler.

Freyas crew over Biscayen

(1. okt. 2011) Så har vi overdraget Freya til det nye crew. Vi håber de får en god tur og væsentlig bedre vejr end vi har haft.

Albertes 17-års fødselsdag

(30. sept. 2011) Dagen starter tidligt med full English breakfest for at fejre Albertes fødsesdag. Resten af dagen må vi desværre bruge på at rejse til Malaga - hun bliver fejret på en andet tidspunkt. Fødselsdagsmorgenmaden spises sammen med Bernd, som skal være skipper på Freya på turen over Biscayen.

Isle of Wight - Cowes

(19. - 30. sept. 2011) Vi bliver her og nyder den hyggelige by og det heftige sejlerliv der præger dette sejlercentrum. På billedet ses butikken, der forhandler de berømte Cowesbukser. Siden Dower havde Flemming fået det tiltagende dårligt. I Cowes blev det klart, at vi havde brug for en pause for sejlerriet. Vi får lov at låne Jens og Helles skønne hus i Almayate nær Malaga. Samtidig vil Bernd og hans to polske kammerater Jarcek og Zbyszek sejle Freya til Lagos, så vi kan støde til forhåbentlig i sol og sommer.

Kort ophold i Portsmouth

(18. sept. 2011) I dag var bare planlagt som en smuttur på 45 sømil til Portsmouth. Der drev konstant mørke tordenskyer lang med kysten. På vejen skulle vi passere over et lavtvandsområde og præcis på dette tidspunkt valgte vinden at øge til 12-13 m/s. Samtidig havde vi voldsom medstrøm, hvilket gjorde at vanden nærmest kogte omkring os i gennemsejlingen. Det var lidt skræmmende, men hurtigt overstået og resten af turen forløb fint til den smukke indsejling til Portsmouth, som vi fik rigeligt tid til at se, da vi havde 4 knobs modstrøm. På billede ses Portsmouths varetegn.

Så er vi endelig videre

(17. sept. 2011)  Nu er vi langt om længe sejlet fra Dover og vores nye sejl står rigtig flot. Der var afgang fra Dover torsdag d. 15. ved to-tiden Vejret var med os og vi havde solskin og medvind hele dagen. Vi har nu krydset Greenwich og er på den vestlige halvkugle. Vi lagde til i Brighton fredag kl. 00.30, så det var en tur på omkring ti timer. Desværre er vejret igen blevet dårigt pga. et nyt dybt lavtryk over England, så vi ligger og venter sammen med mange andre. Tilgengæld gav det os tid til at møde vores gamle ven fra England Robyn. Hans båd Baltic Bear ligger også i Brighton.

Sæler i havnebassinet

(14. sept. 2011) Vi er godt nok stadig i Dover, men det er noget lysere ud. De sidste reservedele er kommet, så vi kan forhåbentlig snart komme afsted, når det er monteret.
Desuden havde vi besøg af hele to sæler i havnen. De svømmede rundt i hele bassinet og legede.

Katja rammer Dover

(14. sept. 2011) Natten mellem d. 11. og 12. ramte "Valgorkanen" Dover. Det blæste op til stormstyrke i stødene og holdt os vågen det meste af natten. Vi vippede meget på trods af, at vi lå inde i havnen. Da vi stod op næste morgen, var en af lysmasterne knækket midt over. Senere blev der sat afspærring op rundt om de andre lymaster. Nu har vinden heldigvis lagt sig og solen skinner.

Tur til London

(9. sept. 2011) Vi ligger stadig i Dover. Den gode nyhed er, at vi har fået storsejl repareret og monteret, vi har fået monteret det nye forstag i masten og det nye forsejl kommer i morgen. Den dårlige nyhed er at delene til rullesystemet stadig ikke er kommet. De skulle komme på tirsdag, men vi tør snart dårligt tro på det. Tidene indtil nu har vi brugt på at tage ind til London, hvor vi tog en sightseeingtur i fantastisk vejr. Vi fik set en masse af Londons seværdigheder. Vi drak kaffe og fik kage på et gammelt, hyggeligt fransk konditori uhmm...
Vi besluttede også at tage til Folkestone og valgte at gå dertil. Efter vi havde gået 2 miles, mødte vi et skilt, hvor der stod, at der yderligere var 7 miles endnu. Det var lige mere end hvad vi orkede, så vi nøjedes med 2 mere og tog bussen. I Folkesrone så med egne øjne, hvorfor vi ikke skulle vælge Folkestone som nødhavn. Alle bådene lå på bunden af havnen og ventede på højvande. 6½ meter tidevand er ikke til at spøge med.
I Dover har vi mødt den norske båd Rainbow med Helge og Bente, som har været afsted i seks måneder. Helge forlod Ålesund i slutningen af marts med 20 cm sne på dækket og de har været forbi Sverige, Danmark, Tyskland og Holland (standing mast route). Nu lægger de båden op i Dover for vinteren og sejler videre til næste forår.
Ellers er det meget småt med andre skandinavere på dette forblæste hjørne.

Godt vi ikke gik ind der

Folkestone Harbour

Problemer i Dover

(31. aug. 2011) Som det ses på billedet, er alt ikke som det burde være på sy Freya.
Efter vi forlod Borkum, sejlede vi langs den Hollandske kyst. Først til Den Helder for et kort stop, derefter Scheveningen, hvor vi havde besøg af den hollandske told, som var flinke og fandt alt på båden iorden. Størst interesse  havde de for vores fine certifikater med ejer og moms dokumentation og vores medicin beholdning, som Dorte heldigvis havde de nødvendige papirer på.
Fra Scheveningen tog vi direkte til Dover med alt, hvad der hører til af monstertrafik mod Rotterdam og Dover strait.
I Dover følte vi endelig at vi var nået et delmål og tog på seightseeing på den nærliggende borg.
Byen blev også indtaget og vi fik dejlig mad på de lokale restaurenter.
Lørdag skulle vi sejle videre mod Brighton og mødes med Robin og Miquel. Vejeret var fint, men i løbet af dagen byggede der sig nogle gevaldige regn- og tordenbyger op. Vinden var som altid lige imod og strøm havde vi også glæde af. Da det hele til sidst var rigtigt surt, valgte vi at søge mod en havn på halvvejen, men inden vi havde set os om fløj sejl og rullesystem om ørene på os. Vi havde åbenbart fået en defekt pinbolt, hvor splitten var knækket (viste det sig da vi kom i havn) og rullesystemet rev sig løs. Da vi ikke kunne få sejlet ned, måtte vi tøjre det med spilerfaldet og derefter vende om med Dover. I kuling og med kæmpe bølger lænsede vi afsted med 10kn for resterne af storsejlet alene.
Vel i havn fik vi besigtigede skaderne og faldt i dyb søvn alle 4.
Vi venter nu på reservedele og reparation. Det går der nok en uge med og dét netop som vejret er begyndt at arte sig lidt bedre med vind fra øst og knap så mange lavtryk (øv).
Nå, men ventetiden bruger vi på at tage rundt i det lokale område, som er meget smukt og til London for at pleje shopping genet. Maltes skolegang skal jo også passes. Særlig os forældre får genopfrisket en del matematik og sproggrammatik. 

Besøg på slottet

Her står vi ved Dover castle, som er englands største borg grundlagt i 1180 af Henry II. Her står vi foran den ældste del af borgen. Borgen, som man har bygget større i løbet af mange 100 år, bliver kaldt "The Key to England".

Ankomst til Dover

The White Cliff of Dover om styrbord.

Hårdt vejr til Borkum

(20. aug. 2011) Saa kom vi til Borkum efter en nat med torden, kuling og regn. I morgen tidlig tager vi videre ned langs den Hollandske kyst. Nu er vejret endelig blevet godt og vinden ser ogsaa ud til at passe. Tidevandet er vi ved at have styr paa og baaden har fungeret fint 7-9-13.

Kielerkanalen

(14. aug. 2011) Nu er vi endelig kommet til Kielerkanalen. Hvor vi ligger i midten i Rendsburg. Vi sejlede ind i kanalen i går, hvor vi endelig havde fint vejr og solskin. I dag regner det igen og vi ordner forskellige småting. Vi håber snart at komme ud i Nordsøen.
Vi takker, for de mange hilsner vi har fået indtil nu og vi skal nok svare, når vi engang får noget billigere internet.

Næste stop: Kiel

(12. aug. 2011) Det har regnet og regnet og regnet og så har det regnet lidt igen. Det er femte dag vi ligger i Marstal og nu vil vi gerne videre. Vejret har simpelthen været for dårligt, til at vi gad sejle herfra. I dag er vinden for første gang til vores fordel, så vi er ved at gøre klar til at sejle videre. Vi sejler til Kiel i dag, som er en tur på 30 sømil. Vi regner med at det vil tage omkring seks timer. Lige nu regner det ikke, hvilket nærmest er en sensation i sig selv. Vi har stort set haft dagsregn de sidste dage her på Ærø. Så vi glæder os utrolig meget til at komme længere syd på.

Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Dagene med regn viste os, at der var en utæthed, der gjorde at der løb vand ned i Albertes køje. Det tog lang tid at finde utætheden, men den dukkede op, da Flemming pillede noget af loftet ned inde i kahytten. Det var en skødeskinne, der ikke var pakket ordentlig. Da Flemming fik gjort Albertes kahyt tæt, løb vandet i stedet hen i Maltes kahyt. Vi kan ikke få tættet det rigtigt, før der er helt tørt. Men regnen hjalp os trods alt med, at finde ud af, hvor utætheden var.

Klokken er 12.15 nu, hvor vi letter fortøjningerne.

Det er usikkert, hvornår næste opdatering kommer, da vi ikke ved, hvornår vi kan få net igen.

(8.aug. 2011) Vi forlod Thurø Bund i går eftermiddags, da ankeret var i uorden og det blæste op til kuling. Så Flemming ringede til Teit fra Svendborg Yacht Service og spurgte om han ville hjælpe. Det ville han gerne til vores store glæde, så vi sejlede til Svendborg. Der blev vi, men Flemming reparerede ankerbeslaget. Om aftenen stødte vi på Klavs Weis-Fogh og hans datter Emilie, som vi gik ud og spiste med sammen med Teit og hans kone Renate. I Svendborg mødte vi også Sonny og hans kone Annemarie, som til stor glæde for os forærede os en lettere defekt watermaker, som vi nok skal få repareret, så den virker. Hvor heldig kan man være :D Det er ikke sidste gang vi er i Svendborg!

Jens Bækholm som har et søsterskib til Freya, kom forbi og hilste på. Og de to skibe ligner stadig hinanden.

Vi har været forhindret i at sejle tidligere i dag, da vi fik en ordentlig skylle, mens det tordnede og braget. Men nu er regnen holdt op og vinden har løjet. Så nu må vi se at få lidt vind i sejlene. Klokken er halv fire, nu hvor vi forlader havnen.

(5. aug. 2011) Vi sejlede fra Masnedø kl. 12.00 med kurs mod Marstal, men efterhånden blev det kraftig vind lige imod, så vi valgte i stedet at gå nord om Langeland til Thureø Bund, hvor vi nu ligger for anker i den smukkeste natur havn. I morgen skal vi montere den nye håndbetjening, så vi også kan få ankeret op igen

Så er vi endelig kommet af sted. Vi sejlede fra Rødvig Havn i går onsdag d. 3. august. Vi forlod kajen kl. 15.45. Det blæste 9 m/s fra ø-s/ø, så det var bidevind og vi gik hårdt på kryds. I løbet af aftenen øgede det til 12 m/s. Så det var rigtig sejlads fra start af, men det blev dog mildnet af, at solen skinnede og vinden var mild. Alberte blev ramt af lidt søsyge på turen, men klarede det fint og fik det bedre efter lidt tid.
Vi kan godt mærke, at hele optakten til turen har gjort os trætte og da vi gik i havn i Stubbekøbing i går kl. 22.45, ville vi bare have noget mad og så ind og sove.
I dag blæser det en del, men solen skinner trods alt. Planen i dag er, at vi skal sejle til Masnedø Marine, der ligger lige ved Vordingborg. Det er blot to timers sejlads. Der skal vi købe en ny håndbetjening til ankerspillet. Den gamle håndbetjening som Flemming selv havde bikset sammen fra en gammel håndbetjening fra en el-kran fra Transmotor kortsluttede, da der røg vand i, så vi skal ind og købe en ny.
Vi får vinden ind agter fra på turen i dag, så det bliver slørsejlads .

Ja, så nærmer tiden sig for afrejsen.
På grund af uendelige lange huske lister, har vi ikke været flinke til at informerer og skrive på vores nye hjemmeside.
Men nu ser det ud til at vi er ved og være klar.
Så vi regner med, at vi slipper fortøjningerne i Rødvig onsdag  d 3/8-2011.
Vi vil så prøve at opdaterer så tit som muligt, så I kan følge med på turen.
Vi sejler først til Kiel genmen kanalen og ud i Tyskebugt.
 Så vil vi prøve at komme så hurtigt vi kan til syd England, så vi er klar til turen over Biscayen.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Dag og Lotte | Svar 26.06.2012 03.30

Kære alle på Freya. I må jo være hjemme nu! Og er installeret på værelser og i fuld gang med de dejlige retter! VELKOMMEN hjem! Knus fra Modus på vej ud!

Flemming | Svar 23.06.2012 09.40

Forsøger at være på kajen i Rødvig
Flemming

Alice | Svar 21.06.2012 21.56

Hej. Vi ses i Rødvig Havn på lørdag kl. 13.00

Alice | Svar 16.06.2012 21.41

Hej med jer. Vi glæder os til at tage imod jer i Rødvig Havn på lørdag )))

Josef Siegele | Svar 24.05.2012 11.50

Liebe Dorte, lieber Flemming mit Kinder,
Gratulation zu Eurer herrlichen Internetseite. Herzl. Grüße aus d. Tiroler Bergen. Josef m. Familie, Alpengasthof Dias

Jeanne deschanel | Svar 10.05.2012 20.50

Hej med jer. Hold da helt op en fantastisk tur i er på. Jeg fik endelig læst hele bloggen og er helt vildt misundelig. Stor hilsen fra Kusine Jeanne

Flemming 11.05.2012 16.37

Hej kuine. Ja vi nyder det også, men vi er også begyndt at glæde os til at komme hjem, og nyde den luksus der er der. Hils alle

Alice | Svar 01.05.2012 12.17

venter spændt på at høre hvornår i er nået til St. Thomas vi ligger lige nu på camping i silkeborg og vejret er endelig blevet godt

Flemming 05.05.2012 00.23

Hej Vi er på Tortola og skal til St Thomas med færge for at få lavet visa. Vi regner med shipping d15/5. Dejligt at høre at i også har fået godt vejr.

Merethe, Adrian, Simon og Sofie | Svar 03.04.2012 04.33

Kom tilfeldig over bloggen og har lest om den eventyrlige reise så langt:) Freya har blitt så fin! Spennende, og vi skal nok følge dere videre. Lykke til!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

26.06 | 03:30

Kære alle på Freya. I må jo være hjemme nu! Og er installeret på værelser og i fuld gang med de dejlige retter! VELKOMMEN hjem! Knus fra Modus på vej ud!

...
23.06 | 09:40

Forsøger at være på kajen i Rødvig
Flemming

...
21.06 | 21:56

Hej. Vi ses i Rødvig Havn på lørdag kl. 13.00

...
16.06 | 21:41

Hej med jer. Vi glæder os til at tage imod jer i Rødvig Havn på lørdag )))

...
Du kan lide denne side